ARTICLES :
Farvespil Ditte Vilstrup Holm De vandrer over fladerne, bugter sig fremad, vrikker og roterer. Kaster skygger på hinanden for snart igen at falde tilbage i baggrunden. Gemmer sig, træder frem. Forsvinder, bryder igennem. Sort over hvidt Striber, der skubber hinanden Skrig af orange Overfladens mylder lægger sig som et gitter på lærredets flade. Men det er kun derigennem, at en baggrund kan tone frem og tage form. Eller er det rummet uden for billedet, som spejler sig her ? Som Platons hule: en verden vi kun ser, når den reflekteres som skygge på bagvæggen. Nej, her har skyggerne et eget liv. De er farve, energi, koncentrat... Formspillet migrerer fra maleri til grafik og tilbage igen i nye mutationer. Fra tidligere malerier flyder de ind i nye grafiske udtryk. Går igen, finder form og bliver springbræt for nye malerier. Som de allermindste visuelle elementer, de mest uanselige små prikker. Vrimler, forblinder, smelter sammen, bliver en helhed, et overdøvende mylder. Knivskarpt og sløret Skrapt og nedtonet Harmonisk og alligevel lige i fjæset Dette er intet skyggespil. Det er et farvespil af flader. Figurer på flader, der pendulerer mellem fremtoning og ren form. Sådan som verden kommer os i møde i dag gennem skærm og billede. I vadestedet mellem flimmer og repræsentation. Dér hvor billedet endnu ikke har fundet sin endelige form, men veksler mellem sin væren som farve og billede på verden. Katalogtekst fra "Continuum" Udstilling af Bjarne Werner Sørensen, 2010 Play of Color Ditte Vilstrup Holm Wandering across planes, they bend and wind, twist and turn. Throw shadows on each other only to fall right back into the shades. They hide and emerge. Disappear and pop up. Black on white Stripes that push each other about Scream of orange The swarm on the surface forms a grid on the plane of the canvas. Only thus will the background emerge as form. Or is it the space outside the image that is reflected here? Like Plato’s Cave: a world we see only through the reflections on a wall. No, the shadows here have a life of their own. They are color, energy, concentration… The play of forms migrates from painting to graphic work and back again in new mutations. From previous paintings they float into new graphic expressions. Re-emerge, take shape and become a springboard for new paintings. So also the smallest of visual elements, the most unimpressive small dots. Teeming, blinding, melting together to become a unity, an overwhelming swarm. Razor-sharp and blurred Harsh and toned down Harmonic and yet right in your face This is no play of shadows. It is a play of planes of color. Figures on planes switching between appearance and pure form. The way the world emerges for us today through screen and image. In the midstream between flickering and representation. Where the image has yet to find its final form, alternating between it’s being as color and as image of the world. Text from the catalogue "Continuum" Exhibition by Bjarne Werner Sørensen, 2010 Udblik Annebet E. Feiring Helt nye tryk ligger spredt ud over arbejdsbordet. Bjarne Werner Sørensen er lige kommet hjem fra Færøerne, hvor han i Jan Anderssons internationale værksted har arbejdet med ”Indfald”, nye serier af litografiske stentryk. Jeg ser tryk i sort /hvidt, som tætte regndråber malet med den fedtholdige tusch på stenfladen. Det er de første indfald, så vælter de andre indover, et har en fed orange og en grøn lodret kant ned over trykket, et andet ser ud som iturevne stykker sort papir trykt ind i det hvide. Så kommer der flere varianter, nogen bliver trykt af tre til fire sten, farven kommer til, regndråberne ligner nu pludselig et stykke aboriginal kunst, et afrikansk stykke tekstil, en høstak eller en hvirvelsky fra van Gogh. Andre igen har en kaotisk mængde af strøg og klatter, og så lige i midten er der en hvid spirallignende formation. Endnu andre tryk med klare strukturer af snore, net, molekyler, cellestrukturer. Og de samme sten giver, alt afhængigt af indfarvningen, associationer enten til blåmuslinger eller kaffebønner. Her er en kunstner der ved hvad det drejer sig om. Håndværkeren der også samarbejder med mange andre kunstnere, dels som vejviser på Statens Værksteder for Kunst og Håndværk som faglig konsulent for grafik, dels som nyskabende med store inkjet pigment tryk, der også udføres for andre kunstnere, eller som skribent i Danske Grafikeres jubilæumsskrift. På dagens kunstscene går Bjarne Werner Sørensen og gør det på sin helt egen måde, litografierne fra Færøerne er eksempelvis trykt i meget små oplag, nærmest som monotypier. Det er det eksperimenterende, indfaldene der er igangsættende. Filosofien har været en inspiration til at videretænke. Tanker om form. ”Ornamentet og arabesken er ikke tom gestik, men dybde, rum, universalitet og mystik. Mystik er ikke mystisk, eksistensen alene er mystisk. Alt kan gøres til hverdag, men ikke alt skal gøres til hverdag, kunsten vinder ikke af at blive afmystificeret eller afkodet. What you see is what you get, som det er blevet formuleret i den amerikanske minimalisme, og som udtrykker en dyb refleksion over sammenhænge der ikke kan forklares alligevel. Sproget kommer til kort.” Et system er så åbent at det kan varieres på mange måder, og Bjarne Werner Sørensen forklarer sin arbejdsproces og sit system ud fra to punkter. Det første er forholdet til systemet, som et sæt spilleregler der udgør rammen og disciplineringen for arbejdet, men regler er også til for at brydes. Det andet punkt er dramaturgien, der hvor man reagerer på det der er lavet før. Det nye værk bliver ikke en kloning af det første værk, men forholder sig aktivt til det første værk. Det er som i et teater, hvor karaktererne skal kunne spille op til hinanden – og det er en del af mystikken. ”Open gates”, et maleri fra 2007, stort i målene på 120 x 150 cm. Punkter af hvidt lærred og farve ligger delvis skjult bag et stormasket sort farvelag som en lukket port, der blokerer for rumlighed, og som modsvarer den mentale åbenhed i titlen. En titel der også henviser til William Blake, der sagde, at hvad vi ser i verden, ser vi gennem små sprækker. Maleriet er et eksempel på dramaturgien, en konstruktion af lag på lag af tidligere værker, der kan være udtænkt over et computerskelet, som kan fordreje og forvrænge eksisterende billeder for at finde frem til nye udtryk. Arbejdsprocesser som Bjarne Werner Sørensen har eksperimenteret med gennem mange år, f. eks. i serien ”Matrix” (af matrice, en støbeform til sats) fra 1998, som består af 105 gule unika litografier med variationer over matricen, og præsenteret som en samlet installation. Spørgsmål som hvornår linier bliver til form er en vedvarende afsøgning af form og bevægelse, der foregår i en dynamisk vekselvirkning mellem grafik og maleri. Men i malerierne foregår der en mere kompleks sammenbringen af eksperimenter, måske på grund af lærredernes store størrelse, og måske fordi Bjarne Werner Sørensen ikke arbejder serielt med dem på samme måde som i grafikken. Maleriet ”Spinning target” fra 2002, der viser udsnit af simple trådformationer, er et af omdrejningspunkterne for ”Indfald”. De malerier vi ser på udstillingen er som i technomusikken et remix bearbejdet på computeren. I det hele taget minder Bjarne Werner Sørensens arbejdsgang om musikerens og komponistens. Foruden formeksperimenter og filosofi har der været inspiration fra mangt og meget gennem tiden. Lange somre på besøg hos den færøske familie. Bondefamilier der boede på små øer, levede med og i naturen, fjernt fra fjernsyn, der først rigtig kom frem i 1990erne. Også fjernt fra Færøerne, da Bjarne Werner Sørensen var helt lille og familien boede i Mellemøsten. Skolegangen i Danmark, hvor han som 13-årig fik sin første croquisundervisning, og siden fortsatte på Det Jyske Kunstakademi, hvor praksis først i firserne var at kroppen som hos Rodin og Matisse var udgangspunkt for at skabe kunst. Kroppen bliver i hurtige modeltegninger til rytme og linier der giver den bevægelse, som også i dag er så kendetegnende for mange af Bjarne Werner Sørensens værker. Kunsthistoriens store navne som Rembrandt og Munch har inspireret med deres grafiske standard, men også den amerikanske kunst fra 1960erne og frem, som Sol LeWitt, Andy Warhol, Brice Marden, Christopher Wool og Ross Bleckner har haft betydning. Bjarne Werner Sørensen har i længere perioder boet i New York, og skal helst jævnligt have det kick det er at være i metropolen. Tidligere har han også arbejdet med dualismen mellem storby og randområde, og ofte brugt fotografiet som dokumentation. Fotografiet fungerer også som sparring og videreudvikling for maleri og grafik. Bjarne Werner Sørensens værker er ikke retoriske, for selvom der godt kan være oplysninger og informationer, insisteres der ikke på en bestemt historie. Du kan se hvad du vil. Og se en kunstners lethed i brugen af tradition og ny teknik til at skabe et nyt rum for udblik og indfald. Fluid Patterns One can
look at a work of art in many ways. One can see how solid shapes are
worked into a sensual medium, so that a painting becomes a geometry of
sensuality. One can see an imaginary world that reveals itself beyond
sensual appearances. Even if an artwork is not imitating or pretending
to be realistic, it unavoidably reveals its own world. And one can see
too how a work of art tunes the observer and affects him in a way that
defeats any clear articulation. The Sensual If we put Bjarne Werner Sørensen's paintings into this triangle, we will first of all notice a series of irregular patterns, supported by saturated colors which in their tone and balance owe more to nature than to the city. These are colors of the earth, leaves, water and blood, and even when a hard neon color pops up, it is consumed and tamed by the other colors. The patterns occur at differing depths; sometimes a pattern is made in a single color on the background of another, other times it consists of several layers which send the senses into a maze-like jungle. Some of the patterns resemble a biological ornamentation - Brownian molecular movements - blood vessels, invisible traces left by falling leaves, water marks in limestone, frog dances, whirlwinds or spermatozoas’ path through a soft darkness. They calm in their constancy and alarm in their variation. The Imaginary Which world
reveals itself on the other side of Bjarne Werner Sørensen's sensual
brush strokes? As his patterns have no ambition of imitating reality,
they are able to continue into infinity, either beyond the confines of
the frame or inwards into an infinite depth. It is like finding
yourself in a grotesquely enlarged microcosm, whose whole cannot be
grasped. Like being lost in a world of atoms, cells or stars which
perhaps create an over-arching pattern out of the patterns we see, as
in a mirror or as a puzzle. Maybe we are looking into ourselves and
into those structures which support us, although we are blind to
them and unfamiliar with them. Maybe we are looking at our own form.
And finally we sense that we are right in the middle of the primeval
soup, in an ecstasy of matter, energy and chaotic information, where
many things are possible in the mystery of creation, where an entity,
be it a cell or an organism or the observer himself, is formed
spontaneously out of a seeming confusion of pulsating energy. One of
Bjarne Werner Sørensen’s paintings from 1999 is called "Blue Line",
although there is no blue line, but rather a blue background. What is
information and what is noise in these signs, strewn over the canvas?
Who is observing? In this
way, the world of Bjarne Werner Sørensen lives. Time emerges as no
pattern is fully comprehensible. We never see the last pattern, but
only patterns that refer to a context, where the pieces may or may not
fall into place as a lucid entity. Perhaps we hope that it is a world
where simple patterns will emerge from an incomprehensible complexity.
But perhaps it is not an upward emergence we see, but rather its
downside - toward decay, entropy and death. The Tuned It is a
strange condition that one can be so strongly influenced by colors,
which brush stroke by brush stroke are spread across a canvas. A work
of art is not a product of a mechanical technique but rather programs
itself through the hand of an artist who is not in control but
rather surprised by what he has created. Thus, a work of art cannot be
observed quickly. It demands a more lingering view where a reassessment
is constantly possible. And through this effort the work of art seduces
into a world which seizes and tunes the observer. Flydende mønstre Ole Thyssen
Man kan iagttage et kunstværk på mange måder. Man kan se, hvordan det indføjer faste former i et sanseligt medium og altså se det som en geometri af sansede træk. Man kan se hvilken imaginær verden, som åbner sig på den anden side af de sansede træk. For selv kunst, som ikke imiterer og ingen ambition har om at være realistisk åbner uundgåeligt for en verden. Og man kan se hvordan et kunstværk stemmer betragteren og gør noget ved ham, som han ikke kan gøre rede for med andet end vage ord. Et kunstværk udfolder sig i en trekant mellem det sansede, det imaginære og det stemte. Det sansede Sætter vi Bjarne Werner Sørensens billeder ind i den trekant, bemærker vi først en række irregulære mønstre, båret af mætte farver, som både med deres tone og deres balance mere hører naturen end byen til. Det er jordens, bladenes, vandets og blodets farver, og dukker der engang imellem en hård neonfarve op, opsuges den og tæmmes af de øvrige farver. Mønstrene optræder i forskellig dybde, nogle gange et mønster i én farve på baggrund i en anden, andre gange med mange lag, som sender sanserne ind i en labyrintisk jungle. Nogle af mønstrene nærmer sig en biologisk ornamentik - som var det Brown’ske molekylære bevægelser, blodkar, usynlige spor efter faldende blade, vandmønstre i kalksten, frøers dans, hvirvelvinde eller spematozoer på vej gennem et blødt mørke. De beroliger med deres konstans og foruroliger med deres variation. Det imaginære Hvilken verden åbner sig gennem og på den anden side af de sansede træk? Selv om Bjarne Werner Sørensens mønstre ikke imiterer, så åbner de for en verden. De mønstre, som han opridser, kan fortsætte i det uendelige, enten ud over billedets ramme eller indad i en uendelig dybde. Det er som at befinde sig i et grotesk forstørret udsnit af en verden, hvis helhed undslipper os. Som om vi er fortabt i en verden af atomer eller celler eller stjerner, som måske danner et mønster ud af de mønstre, vi ser som i et spejl og i en gåde. Måske ser vi ind i os selv og i de strukturer, som bærer os oppe, skønt vi er blinde for dem og ukendte med dem. Måske er det vor egen form vi iagttager. Og vi aner til sidst, at vi befinder os midt i ursuppen, i en rus af stof og energi og kaotisk information, hvor meget kan ske, i skabelsens mysterium, hvor en helhed - en celle eller en organisme eller os selv - danner sig spontant ud af et tilsyneladende virvar af pulserende strømme. Et af Bjarne Werner Sørensens billeder fra 1999 hedder "Blue Line", skønt der ikke er nogen blå linje, men nok en blå baggrund. Hvad er information og hvad er støj i de tegn, som er strøet ud over lærredet? Hvem iagttager? Hermed bliver verden levende. Tiden dukker op, fordi intet mønster er fuldt forståeligt. Vi ser aldrig det sidste mønster, men kun mønstre, som viser hen til en sammenhæng, hvor brikker måske og måske ikke falder på plads i en anskuelig helhed. Vi håber måske, at det er en verden, hvor simple mønstre emergerer ud af en ufattelig kompleksitet. Men måske er det ikke emergensens opad, vi ser, men dens nedad ? mod forrådnelse, entropi og død. Kun på enkelte billeder ser vi en fuldt udfoldet sammenhæng, som kan være en sky af blomster eller en hvirvlende tåge eller en spalte, hvoraf verden siver ud - eller måske en spalte, som opstår når noget siver. Bjarne Werner Sørensens verden pulserer. Der er farvede strukturer i drift mod en usynlig emergens. Mønstre som driver mod nye mønsterdannelser. Det stemte Det er et
ejendommeligt forhold, at man kan påvirkes stærkt af farver, som træk
for træk er spredt ud over et lærred. Et kunstværk er ikke et produkt
af en mekanisk teknik, men programmerer sig selv gennem en fremstiller,
som ikke har det i sin hule hånd, men overraskes over hvad han selv
fremstiller. Derfor kan et kunstværk ikke iagttages hurtigt. Det kræver
en tøvende iagttagelse, som hele tiden er parat til at anfægte sig
selv. Og det er gennem denne anstrengelse at værket forfører ind i en
verden, som griber tilbage og stemmer betragteren. Bjarne
Werner Sørensens mønstre er ikke blot krystaller og ikke blot røg. Midt
mellem det strengt kontrollerede og det tilfældige møder vi snapshots
af transformationer. Selv om de er stivnet på lærredet, så vibrerer de
og forlænger sig ud i historier om skabelse, liv og død. Der opstår en
musikalsk foruroligelse, fordi vi føres ind i og indgår i den usynlige
og rytmiske sammenhæng, vi selv er. Review in Artforum International, March 1998: BJARNE WERNER SØRENSEN
If the work
of the Danish painter Bjarne Werner Sørensen, steeped in formalist
painting traditions, appears to pay homage to the likes of Brice Marden
and Per Kirkeby, the ambitious Spring till Fall, Faeroes 1996, makes it
clear that the painter is after something other than an engagement with
art history. This large work consists of 700 photographs-35 millimeter
snapshots, really methodically arranged in rows depicting events,
people, and sites in the Faeroe Islands, and, as the title indicates,
spanning three seasons. Sørensen spent a good part of his formative
years shuttling back and forth between these islands (an extremely
rugged and beautiful outpost of Danish settlement in the Atlantic Ocean
between Iceland and Norway) and Copenhagen, and has made the
country-city duality of this aspect of his life a defining motif of his
art. Ronny Cohen |
| Article from the catalogue `Seachange´, 1997: Images
Adrift Seachange. The sudden change of sea. From one moment to the next it changes from placid blue to a white wall of foamy peaks. Bjarne Werner Sorensen's paintings can be experienced as placid, meditative surfaces, but one feels that the moment you turn away everything has changed and nothing is as it was before. "Is there a message? Yes Octavio Paz Prints and paintings are two entirely different art-forms. In the etching there are several stages between the initial hand-drawing and the completed work, The hand sketches on a copperplate. but the plate is only a stage on the road Moreover. in the usual print the motif reversed,' this forces you to step out of the work and mentally turn the picture around A painting leaves no distance between the hand that moves the brush and the canvas. The effect of each stroke is seen at once, Even the way you physically approach the media demonstrates the difference. You bend over the graphics. losing yourself in the plate that lies horizontally on the table, But a painting is vertical, you approach it standing up, face-to-face as in a meeting, a confrontation or a love affair, In the copperplate lots of the crucial effects of the process happen when you let go of the plate into the acid. Nobody knows exactly how the acid will eat into the plate, whether you can produce a particular shade or how complete the impression will be, In graphic techniques you have to come to terms with chance as a worthy partner. But chance may also set you free. A painter must be conscious of his responsibilities. Each brushstroke presents an existential choice and therefore the process in painting involves a heavier task than in graphics. In the interaction between he two techniques a dynamic dialogue can emerge. While Bjarne Werner Sorensen is both a painter and a graphic artist, he sees no conflict, He feels a mutual throbbing pulse between painting and graphics. We can recognize the rhythmic line of the graphics hiding behind the colors in the paintings. Like an improvised dance, it scribbles across the canvas. The painters brush. drawing a wash of acid over the copperplate, creates an effect reminiscent of the flowing grace of watercolor. There is an organic movement in Bjarne Werner Sorensen's landscapes. Masses shift, pass, push one another forward, separate and link into new formations. Paradoxically. the illusion of freedom is achieved through rigorous control. The lyrical, emotional and romantic approach is informed by the artist's awareness of the need for visual appeal. like any player. an artist must master his tricks. The painting is flat, It is a piece of cloth hanging on a wall. It relates to the room and affects the space surrounding it, but it stays on the wall and does not physically intrude on that space. All the same, Bjarne Werner Sorensens canvasses leave a sculptural impression. Standing across from them you may imagine yourself on a plateau looking out into an open landscape where some formations loom like massive sculptural forms, where cliffs rise before your eyes. You sense how it would feel to let your hand slide across the rocky cliff, to touch the soft green moss. the fungous purple, the dry, driving black. Bjarne Werner Sorensen expands a space between signs and coincidence. the closed form and suggested meaning. He applies paint in multiple thin lazarated layers> permitting colors to disappear and reappear Thus the smooth back-ground accentuates the pastose brushstrokes' sign-letters, woven into the texture urn of the painting. In the graphic works there are no levels that can be felt, however, the interaction of different techniques: aquatint, drypoint and sugarlift create a three-dimensional effect of multiple surfaces, even though none can be touched or felt, Across the diffuse, plain surface a row of signs have settled, like birds in migration. The pictures do not resemble reality. Yet they evoke remembered experience You too must have leaned your head back and turned around to make the crowns of the trees spin dizzily against the sky. You too must have lain face down on a summerwarm ledge and breathed the dry scent. It is these sensations the pictures awaken, though in themselves, they are not nature, but painting, a construction on a canvas, built up brushstroke by brushstroke, each new stroke altering everything that went before. The painting is its own experience of nature. Like music, painting is essentially movement in time. Moving into Bjarne Werner Sorensen's universe is moving into an open time-space where different Ievels mix. There are patches of time, steep plateaus where time bursts into a dif ferent level, There is no back-and-forth but an accumulation of movements, deltas of running time-levels. The Works have musical quality As Jazz jumps with a syncopated rhythm. so Sorensen's works jump from sign to sign in a dancing frieze, a vibrating, unknown syntax. Maybe it is poetic notes, maybe notes in a secret score. In his graphic works, Bjarne Werner Sorensen balances a delicate, careful quali-ty with a powerful ferocity tugging at its leash. The rules of graphics are more firm than those of painting; the rules are clearly stated, and there are limits as to how many plates you can combine in a print. Still, a complex expression emerges without sacrificing simplicity. Lines cut across the paper, glowing like rusty wire- a prolonged singing tone through a whitish room. Perhaps there is a pattern, but like any pattern, it is bigger than us, - we are unable to grasp it. The little sign of the brush or the scratch of the needle, it
is the same movement forming an agile, pulsating rhythm, a throbbing
row of signs. The ornament of nature, images adrift. Poem quotation from "Pasado en claro", 1978 by Octavio Paz.
Billeder i
drift Seachange. Havets pludselige omslag, der på et øjeblik lader det rejse sig fra blånende havblik til en hvid mur af skumdækkede toppe. Bjarne Werner Sørensens billeder kan opleves som rolige meditative flader, men man mærker, at der ikke skal mere end et bortvendt øjeblik til, for at alt har bevæget sig, og intet mere er det samme som før. "Bringes der bud ? Ja, Grafik og maleri er to væsensforskellige kunstneriske metoder. I det grafiske dybtryk er der flere indskudte led mellem hånden og det færdige arbejde. Hånden ridser i kobberpladen, men pladen er kun et stadie på vejen. I det almindelige tryk bliver motivet ovenikøbet spejlvendt, så undervejs må man træde udenfor sit arbejde og vende billedet mentalt. I maleriet er det ingen afstand mellem kroppen, der fører penslen, og lærredet. Effekten af et enkelt strøg lader sig se med det samme. Også i den måde man forholder sig kropsligt til dem adskiller medierne sig. Grafikken bøjer man sig over, man fordyber sig i pladen, der ligger horisontalt på et bord. Maleriet er vertikalt, og man nærmer sig det stående, ansigt til ansigt, som i et møde, en kamp, eller en kærlighedsaffære. I kobbertrykket sker mange af de afgørende ting først, når man har sluppet pladen og overladt den til syren. Ingen er herre over, præcist hvordan syren vil angribe den enkelte plade, om man vil få den tone frem, man har ønsket, og hvordan det samlede udtryk vil være. I det grafiske arbejde må man samarbejde med tilfældet som en værdig medspiller. Men tilfældet er også en befrier. I maleriet må den malende selv tage ansvaret. Ethvert strøg kan være et eksistentielt valg, som gør maleprocessen til en tungere proces end grafikkens. I et vekselspil mellem de to teknikker kan der opstå en dynamisk balance. Bjarne Werner Sørensen er både maler og grafiker og ser ingen modsætning deri. For ham går der en gensidigt virkende puls mellem maleriet og grafikken. Det et grafikkens rytmiske streg, vi ser bag farverne i malerierne, det er den, der næsten improvisatorisk dansende skriver henover lærredet. Og det er malerens pensel, der trækker sine syrespor henover kobberpladen, spor der i det færdige tryk associerer til akvarellens flydende lethed. Det bevæger sig i Bjarne Werner Sørensens landskaber. En organisk masse ligger og skubber sig. Partier slider sig løs og passerer langsomt hinanden, eller indgår i nye formationer. Løshedens paradoksale forudsætning er kompositionens strenghed. Det lyriske, det følelsesbetonede og romantiske anslag er forener med en bevidsthed om, at et billede skal have en appellerende visuel effekt. Som enhver spiller må kunstneren kende sine tricks. Maleriet et fladt. Det er et stykke stof, det hænger på en væg. Det forholder sig til rummet, og sætter sit præg på rummet, men det forbliver på væggen som en plan realitet. Alligevel kan Bjarne Werner Sørensens lærreder give en skulpturel oplevelse. Når man stiller sig lige overfor dem, er det som at stå på et plateau og kigge ud mod et åbent landskab, hvori nogle formationer rager op som voluminøse skulpturer. En fjeldmur vælter op foran øjnene. Gennem blikket fornemmer fingrene, hvordan det ville være at lade sin hånd glide hen over fremspringene, det mosgrønne bløde, det svampede lilla, den tørre hidsende sorthed. Bjarne Werner Sørensen spænder et rum ud mellem tegn og tilfælde, mellem slutter form og antydet betydning. Han malet sine lærredet næsten glatte, med tynde laserende Tag, der lader farver forsvinde og komme til syne. Samtidig fremhæver den plane grund de pastose penselstrøgs cifferskrift, der væver sig ind i billedets tekstur. I grafikken er der ingen følelig niveaumæssig forskel, men spillet mellem de forskellige teknikker; akvatinten, koldnålen og løftegrunden, skaber samme effekt. Over diffuse rolige flader har en række tegn slået sig ned, som fugle på træk. Der er ikke billeder, der forsøger at ligne virkeligheden. Alligevel vækker de genklang i én. Også du har engang lagt nakken tilbage og set dig drejende svimmelt op mod et bøgetræs store krone. Måske også du har ligget med ansigtet trykket mod et sommervarmt fjeld og mærket den varme tørre duft. Det er sansningen, som vækkes gennem billedet. Men selv er det ikke natur, det er maleri, en konstruktion på et lærred, hvor hvert penselstrøg er forbundet med det næste, og hvor hvert nyt tilkommende strøg automatisk må forrykke de øvrige. Maleriet er sin egen naturerfaring. Maleri handler ligesom musikken om tid, om bevægelse i tid. At gå ind i Bjarne Werner Sørensens kunstneriske univers, er at gå ind i et opslået tidsrum, hvor forskellige planer skyder sig ind i hinanden. Plader af tid, eller stejle plateauer, hvor en tid brat knækker over i en anden. Her er intet frem eller tilbage, men en akkumulation af bevægelser, deltaet af sammenløbende tider. Bjarne Werner Sørensens arbejdet har musikalsk karakter. Som jazzens synkoperede rytme, springes der fra tegn til tegn i en dansende frise, en vibrerende ukendt syntaks. Måske er det poetiske noteringer, måske noder i et hemmeligt partitur. I grafikken balancerer Bjarne Werner Sørensen en sarthed, en pertentlig omhu med en kraft, en vildskab, som slider i sit tøjr. Grafikkens spilleregler er strammere end maleriets, virkemidlerne er klarere defineret, og det er begrænset, hvor mange plader man kan forene i et tryk. Og alligevel kommer det et komplekst udtryk ud af det, uden at enkelheden sættes overstyr. Linierne skærer gennem arket, lyser som rustne tråde, en langstrakt syngende tone gennem et hvidligt rum. Måske er der et mønster, men som med alle mønstre, større end os, et vi ude af stand til at overskue det. Penslens lille træk eller nålens rids, det er den samme bevægelse, der former en agil pulserende rytme, en rytmisk række af tegn. Naturens ornament, billeder i drift. Digtcitat: Octavio Paz, fra Pasado en claro, 1978, oversat
til dansk af Peer Sibast: Klarhedens skrift, 1991. Text from Catalogue for
the Danish Participation at the The International Biennial of Graphic Art in Ljubljana has existed since 1955, but it seems that it has never settled into a rut. Over the years it has been, and still is, subject to changes. Last time the commissioners of the individual countries were kindly but unequivocally asked to put young artists high on the list in order to bring to light "the newest trends in printmaking". At the opening it turned out that this request had not always been complied with. I must admit that personally I am also of the opinion that innovation will often be found with the mature artist - based on many years of work with the medium and on untraditional experiments with its possibilities. In contrast to what has been the case at previous biennials, every country has this year been allotted an exhibition room, and Denmark has been given a small corner room in the beautiful old Grad Tivoli rising majestically at the end of one of Ljubljana's main streets. As the quota-based restriction on the number of works and artists allowed to participate from each country has been abolished, it is the size of the exhibition room and not that of the country which has determined the number of artists and works of art representing Denmark The choice has fallen on two artists, both in their late thirties, who supplement each other thanks to their differences. Bjarne Werner Sørensen’s works in the show include selected parts of a major work, Matrix, with a total of 105 lithographic sheets in different shades of yellow, whereas the works by Tune Kruse consist of single sheets as well as series. How many of their works which will be on show will not be decided until the actual hanging. Matrix is mathematical elements in a rectangular arrangement into rows and columns, and this is also the principle - aesthetically interpreted -behind the presentation of Bjarne Werner Sørensen’s lithographic sheets. The system is flexible and can be adapted to local conditions. The individual position of the sheets may be changed from exhibition to exhibition. Although there is a mathematical limitation on the number of variations, the possibilities seem endless. The idea for the series was born spontaneously during the artist's work with lithographic prints originally intended as monochrome single sheets. Suddenly he felt like combining prints from two lithographic stones on the same sheet in order to try out the effect, and the result was a quite systematic coupling of selected prints. He chose yellow and shades of orange, ochre and lemon because he aimed at a high intensity of color and a limited contrast. As he says himself: "This suggested to me a paradox of uniformity and individuality". As for Tune Kruse, the strategy behind the graphic sheets may
be described as follows: "keep it simple". It is reflected in his
choice of simple materials and uncomplicated techniques, and most
evident in the sheets from the series Drawing executed with pencil and
ball-point. He has the following comment on this: "The immediate effect
of the work is linguistic as it is simply the word "Drawing" written on
a piece of paper. On another level it is a question of pencil put on
paper in horizontal and vertical lines, and in curves Do you agree? Jan Garff |