KREDSLØB

Helt nye grafiske værker på Vrå-udstillingens 80 års jubilæumsudstilling

I de store grafiske tryk udfoldes kompositioner, der er baseret på malerier, som siden er grafisk bearbejdede. Abstrakte billeder med turbulente formationer og kontrastfulde strukturer, der bevæger sig i lag over hinanden. Motiver, former og farver vendes og drejes kalejdoskopisk, og nye billeder bliver til.
Nogle er tætte og sammenslyngede, mens andre er sivende og opløste. Det er ikke entydigt, hvad der er fast bund og grund, eller om bevægelsen samler eller spreder sig. Processen er ved fremstillingen på en måde nærmest arkæologisk: motiver, linjer og mønstre afdækkes, graves frem og rekonstrueres digitalt med nye udtryk, nye fortællinger om bevægelse og forandring. Ud af det ene springer det andet.

4 grafiske tryk 2022, hver 163 x 130 cm. Pigmentprint på Somerset 300 gr bomuldspapir. Monteret i asketræsramme med TrueVue70 glas, rammemålet er 180 x 147 cm.

VRÅ - UDSTILLINGEN
80 års jubilæumsudstilling
30. juli - 28. august 2022
KUNSTBYGNINGEN I VRÅ
Højskolevej 3A , 9760 Vrå
www.kunstbygningenvraa.dk