Seachange. Havets pludselige omslag, der på et øjeblik lader det rejse sig fra blånende havblik til en hvid mur af skumdækkede toppe. Bjarne Werner Sørensens billeder kan opleves som rolige meditative flader, men man mærker, at der ikke skal mere end et bortvendt øjeblik til, for at alt har bevæget sig, og intet mere er det samme som før.


 "Bringes der bud ? Ja,  
 rummet er en krop tatoveret  
 med tegn, luften er en usynlig  
 vævning af tilråb og svar."  

​
Octavio Paz

Billeder i drift

af Mai Misfeldt ​
​

Grafik og maleri er to væsensforskellige kunstneriske metoder. I det grafiske dybtryk er der flere indskudte led mellem hånden og det færdige arbejde. Hånden ridser i kobberpladen, men pladen er kun et stadie på vejen. I det almindelige tryk bliver motivet ovenikøbet spejlvendt, så undervejs må man træde udenfor sit arbejde og vende billedet mentalt. I maleriet er det ingen afstand mellem kroppen, der fører penslen, og lærredet. Effekten af et enkelt strøg lader sig se med det samme. Også i den måde man forholder sig kropsligt til dem adskiller medierne sig. Grafikken bøjer man sig over, man fordyber sig i pladen, der ligger horisontalt på et bord. Maleriet er vertikalt, og man nærmer sig det stående, ansigt til ansigt, som i et møde, en kamp, eller en kærlighedsaffære. I kobbertrykket sker mange af de afgørende ting først, når man har sluppet pladen og overladt den til syren. Ingen er herre over, præcist hvordan syren vil angribe den enkelte plade, om man vil få den tone frem, man har ønsket, og hvordan det samlede udtryk vil være. I det grafiske arbejde må man samarbejde med tilfældet som en værdig medspiller. Men tilfældet er også en befrier. I maleriet må den malende selv tage ansvaret. Ethvert strøg kan være et eksistentielt valg, som gør maleprocessen til en tungere proces end grafikkens. I et vekselspil mellem de to teknikker kan der opstå en dynamisk balance.

Bjarne Werner Sørensen er både maler og grafiker og ser ingen modsætning deri. For ham går der en gensidigt virkende puls mellem maleriet og grafikken. Det et grafikkens rytmiske streg, vi ser bag farverne i malerierne, det er den, der næsten improvisatorisk dansende skriver henover lærredet. Og det er malerens pensel, der trækker sine syrespor henover kobberpladen, spor der i det færdige tryk associerer til akvarellens flydende lethed.

Det bevæger sig i Bjarne Werner Sørensens landskaber. En organisk masse ligger og skubber sig. Partier slider sig løs og passerer langsomt hinanden, eller indgår i nye formationer. Løshedens paradoksale forudsætning er kompositionens strenghed. Det lyriske, det følelsesbetonede og romantiske anslag er forener med en bevidsthed om, at et billede skal have en appellerende visuel effekt. Som enhver spiller må kunstneren kende sine tricks.

Maleriet et fladt. Det er et stykke stof, det hænger på en væg. Det forholder sig til rummet, og sætter sit præg på rummet, men det forbliver på væggen som en plan realitet. Alligevel kan Bjarne Werner Sørensens lærreder give en skulpturel oplevelse. Når man stiller sig lige overfor dem, er det som at stå på et plateau og kigge ud mod et åbent landskab, hvori nogle formationer rager op som voluminøse skulpturer. En fjeldmur vælter op foran øjnene. Gennem blikket fornemmer fingrene, hvordan det ville være at lade sin hånd glide hen over fremspringene, det mosgrønne bløde, det svampede lilla, den tørre hidsende sorthed.

Bjarne Werner Sørensen spænder et rum ud mellem tegn og tilfælde, mellem slutter form og antydet betydning. Han malet sine lærredet næsten glatte, med tynde laserende Tag, der lader farver forsvinde og komme til syne. Samtidig fremhæver den plane grund de pastose penselstrøgs cifferskrift, der væver sig ind i billedets tekstur. I grafikken er der ingen følelig niveaumæssig forskel, men spillet mellem de forskellige teknikker; akvatinten, koldnålen og løftegrunden, skaber samme effekt. Over diffuse rolige flader har en række tegn slået sig ned, som fugle på træk.

Der er ikke billeder, der forsøger at ligne virkeligheden. Alligevel vækker de genklang i én. Også du har engang lagt nakken tilbage og set dig drejende svimmelt op mod et bøgetræs store krone. Måske også du har ligget med ansigtet trykket mod et sommervarmt fjeld og mærket den varme tørre duft. Det er sansningen, som vækkes gennem billedet. Men selv er det ikke natur, det er maleri, en konstruktion på et lærred, hvor hvert penselstrøg er forbundet med det næste, og hvor hvert nyt tilkommende strøg automatisk må forrykke de øvrige. Maleriet er sin egen naturerfaring.

Maleri handler ligesom musikken om tid, om bevægelse i tid. At gå ind i Bjarne Werner Sørensens kunstneriske univers, er at gå ind i et opslået tidsrum, hvor forskellige planer skyder sig ind i hinanden. Plader af tid, eller stejle plateauer, hvor en tid brat knækker over i en anden. Her er intet frem eller tilbage, men en akkumulation af bevægelser, deltaet af sammenløbende tider. Bjarne Werner Sørensens arbejdet har musikalsk karakter. Som jazzens synkoperede rytme, springes der fra tegn til tegn i en dansende frise, en vibrerende ukendt syntaks. Måske er det poetiske noteringer, måske noder i et hemmeligt partitur.

I grafikken balancerer Bjarne Werner Sørensen en sarthed, en pertentlig omhu med en kraft, en vildskab, som slider i sit tøjr. Grafikkens spilleregler er strammere end maleriets, virkemidlerne er klarere defineret, og det er begrænset, hvor mange plader man kan forene i et tryk. Og alligevel kommer det et komplekst udtryk ud af det, uden at enkelheden sættes overstyr. Linierne skærer gennem arket, lyser som rustne tråde, en langstrakt syngende tone gennem et hvidligt rum. Måske er der et mønster, men som med alle mønstre, større end os, et vi ude af stand til at overskue det.

Penslens lille træk eller nålens rids, det er den samme bevægelse, der former en agil pulserende rytme, en rytmisk række af tegn. Naturens ornament, billeder i drift.




​
Digtcitat: Octavio Paz, fra Pasado en claro, 1978, oversat til dansk af Peer Sibast: Klarhedens skrift, 1991. 
 

​