Flydende mønstre

af Ole Thyssen 

Man kan iagttage et kunstværk på mange måder. Man kan se, hvordan det indføjer faste former i et sanseligt medium og altså se det som en geometri af sansede træk. Man kan se hvilken imaginær verden, som åbner sig på den anden side af de sansede træk. For selv kunst, som ikke imiterer og ingen ambition har om at være realistisk åbner uundgåeligt for en verden. Og man kan se hvordan et kunstværk stemmer betragteren og gør noget ved ham, som han ikke kan gøre rede for med andet end vage ord. Et kunstværk udfolder sig i en trekant mellem det sansede, det imaginære og det stemte.

Det sansede

Sætter vi Bjarne Werner Sørensens billeder ind i den trekant, bemærker vi først en række irregulære mønstre, båret af mætte farver, som både med deres tone og deres balance mere hører naturen end byen til. Det er jordens, bladenes, vandets og blodets farver, og dukker der engang imellem en hård neonfarve op, opsuges den og tæmmes af de øvrige farver. Mønstrene optræder i forskellig dybde, nogle gange et mønster i én farve på baggrund i en anden, andre gange med mange lag, som sender sanserne ind i en labyrintisk jungle. Nogle af mønstrene nærmer sig en biologisk ornamentik - som var det Brown’ske molekylære bevægelser, blodkar, usynlige spor efter faldende blade, vandmønstre i kalksten, frøers dans, hvirvelvinde eller spematozoer på vej gennem et blødt mørke. De beroliger med deres konstans og foruroliger med deres variation.

Det imaginære

Hvilken verden åbner sig gennem og på den anden side af de sansede træk? Selv om Bjarne Werner Sørensens mønstre ikke imiterer, så åbner de for en verden. De mønstre, som han opridser, kan fortsætte i det uendelige, enten ud over billedets ramme eller indad i en uendelig dybde. Det er som at befinde sig i et grotesk forstørret udsnit af en verden, hvis helhed undslipper os. Som om vi er fortabt i en verden af atomer eller celler eller stjerner, som måske danner et mønster ud af de mønstre, vi ser som i et spejl og i en gåde. Måske ser vi ind i os selv og i de strukturer, som bærer os oppe, skønt vi er blinde for dem og ukendte med dem. Måske er det vor egen form vi iagttager. Og vi aner til sidst, at vi befinder os midt i ursuppen, i en rus af stof og energi og kaotisk information, hvor meget kan ske, i skabelsens mysterium, hvor en helhed - en celle eller en organisme eller os selv - danner sig spontant ud af et tilsyneladende virvar af pulserende strømme. Et af Bjarne Werner Sørensens billeder fra 1999 hedder "Blue Line", skønt der ikke er nogen blå linje, men nok en blå baggrund. Hvad er information og hvad er støj i de tegn, som er strøet ud over lærredet? Hvem iagttager?

Hermed bliver verden levende. Tiden dukker op, fordi intet mønster er fuldt forståeligt. Vi ser aldrig det sidste mønster, men kun mønstre, som viser hen til en sammenhæng, hvor brikker måske og måske ikke falder på plads i en anskuelig helhed. Vi håber måske, at det er en verden, hvor simple mønstre emergerer ud af en ufattelig kompleksitet. Men måske er det ikke emergensens opad, vi ser, men dens nedad ? mod forrådnelse, entropi og død. 

Kun på enkelte billeder ser vi en fuldt udfoldet sammenhæng, som kan være en sky af blomster eller en hvirvlende tåge eller en spalte, hvoraf verden siver ud - eller måske en spalte, som opstår når noget siver. Bjarne Werner Sørensens verden pulserer. Der er farvede strukturer i drift mod en usynlig emergens. Mønstre som driver mod nye mønsterdannelser.

Det stemte

Det er et ejendommeligt forhold, at man kan påvirkes stærkt af farver, som træk for træk er spredt ud over et lærred. Et kunstværk er ikke et produkt af en mekanisk teknik, men programmerer sig selv gennem en fremstiller, som ikke har det i sin hule hånd, men overraskes over hvad han selv fremstiller. Derfor kan et kunstværk ikke iagttages hurtigt. Det kræver en tøvende iagttagelse, som hele tiden er parat til at anfægte sig selv. Og det er gennem denne anstrengelse at værket forfører ind i en verden, som griber tilbage og stemmer betragteren. 
 
Bjarne Werner Sørensens mønstre er ikke blot krystaller og ikke blot røg. Midt mellem det strengt kontrollerede og det tilfældige møder vi snapshots af transformationer. Selv om de er stivnet på lærredet, så vibrerer de og forlænger sig ud i historier om skabelse, liv og død. Der opstår en musikalsk foruroligelse, fordi vi føres ind i og indgår i den usynlige og rytmiske sammenhæng, vi selv er.  
Det er ikke en minimal kunst, hvor sansningen går mod nul og teorien mod uendelig. Det er en generøs kunst, som giver sanserne mere end fugls føde og fører betragteren ind i den hemmelige natur, som han er en del af. Det er mysteriespil, som både kortlægger det, som ligger bag det sansede og viser frem til det biologiske livs uafsluttethed - dets permanente foreløbighed.