Forvandling

Det er med stor glæde at GRAFIK:VEN præsenterer det seneste og 15. tryk ‘Forvandling’ af Bjarne Werner Sørensen 

Bjarne Werner Sørensen er grafiker og maler. Hans billeder er abstrakte med turbulente formationer og kontrastfulde strukturer, der bevæger sig i lag over hinanden. Nogle er tætte og sammenslyngede, mens andre er sivende og opløste. Det er aldrig entydigt, hvad der er fast bund og grund, eller om bevægelsen samler eller spreder sig.

Ud af arbejdet med maleri og grafik er der vokset et tredje spor: det digitale tryk. Her mødes det analoge og det digitale. Metoden er baseret på værker der er udført i hånden enten som maleri eller andet grafik f.ex. litografi. Ved affotografering eller scanning af materialet bliver det digitaliseret og viderebearbejdet i programmet Photoshop, hvor der arbejdes med flere lag. Det minder derved en hel del om at lave traditionelt trykt grafik med flere trykplader, blot i digital og virtuel forstand. Først når billedet er klart til at printes, skabes det i sin fysiske form.

Bjarne Werner Sørensen / Forvandling / 2022 / Størrelse 26 X 19,5 cm / Teknik: pigment print / Papir: Somerset 300 gr. bomuldspapir / Oplag: 150 stk./ Trykt af Fluxprint ved Bjarne Werner Sørensen

I værket “Forvandling” udfoldes en komposition der er baseret på et maleri og en radering som er grafisk rekonstrueret. Motiver, former og farver vendes og drejes kalejdoskopisk, så et nyt billede bliver til. Processen er på en måde også arkæologisk: Motiver, linjer og mønstre afdækkes, graves frem, dissekeres og rekonstrueres digitalt med et nyt udtryk, en ny fortælling om bevægelse og forandring.

Velkommen til reception fredag den 17. juni kl 17-19 i Danske Grafikeres Hus, Sølvgade 14, 1307 København K

Venlig hilsen
GRAFIK:VEN  
(ved Malene Hartmann, Maya Peitersen og Jasper Stürup)

GRAFIK:VEN er en støtteforening hvis formål er at udbrede kendskabet til grafisk kunst og mangfoldigheden af denne, på et højt kvalitativt og kunstnerisk niveau.

Abonnenter på GRAFIK:VEN modtager 1-2 stk original grafiske blade årligt. Ved at blive medlem støtter du foreningen Danske Grafikere og modtager information om udstillinger og andre aktiviteter I Danske Grafikeres Hus.

Værkerne udføres primært af medlemmer af Danske Grafikere, der rummer 200 professionelt udøvende kunstnere/grafikere. Trykkene du modtager er eksklusivt lavet til GRAFIK:VEN og i et begrænset oplag.

Previous
Previous

Kredsløb

Next
Next

Transitions